Der er ugler i mosen

Lørdag den 22. juli 2006

Stedfast Slørugle fundet på vestsjælland!

For 14 dage siden bemærkede A. Olsen en større fugl, der forlod laden hver gang hun trådte ind. Hun var klar over, at det var en rovfugl og sandsynligvis en ugle.

Fundet af lidt uglegylp og en fjer bekræftede hendes mistanke og efter at have checket slørugleprojektets hjemmeside http://www.tytoalba.dk var hun ved at være overbevist om at hun havde en Slørugle i laden. Som det kan ses på billedet til venstre har alle dun en lille sort/hvid dråbe i spidsen.

Hun kontaktede Vestsjællands Sløruglekoordinator, Steen Flex, der sammen med to hjælpere begav sig til gården, for at opsætte en Sløruglekasse.

Den store kasse blev fluks samlet og sat op i laden. Midt under opsætningen fløj Sløruglen ud fra sit skjul bagved isoleringen helt oppe under taget.

Ingen var i tvivl om at det var en Slørugle, den fine hvide underside og den gyldne overside var ikke til at gå fejl af.

Nu håber vi på, at uglen vil tage kassen i besiddelse. Omgivelserne ser ud til at være fine, der er masser af eng og mose, en lille strøm, og efter sigende mange spidsmus.

 


Uglegylp og fjer fra Sløruglen


A. Olsen, Steen Flex og Heidi Rom Petersen


Kassen sættes op