Mindeord om Søren Harding Ibsen

Onsdag den 19. september 2018

Mindeord Søren Harding Ibsen

Den 7. september fik vi besked om Sørens alt for tidlige død. Nu, hvor chokket har fortaget sig en smule, dukker alle de dejlige minder, vi har om ham, op. Søren flyttede til Vestsjælland i starten af nullerne, og blev hurtigt kendt og afholdt blandt fuglefolket. Han var rar og behagelig at være sammen med, både når vi var på småture i området omkring Åmosen, i Skagen eller Sdr. Jylland, men også når vi var på længere rejser sammen. Vi har haft fornøjelsen af at rejse med ham til Extremadura, Polen og Kina. Vores sidste større rejse gik til Uganda, hvor vi tilbragte 3 uger på en fantastisk tur, som Søren arrangerede.

Søren fordybede sig i mange ting; fugle, sommerfugle, databaser og hjemmesider. Han havde fokus på detaljen, og var til tider så optaget at han glemte tid og sted og sine ventende venner. Hans interesse spredte vidt og gjaldt især hans arbejde, men også hans have og hus, hans marmeladeproduktion, hans fotografering og ikke mindst fuglene. Søren var med i mange initiativer fx medlem af bestyrelsen for DOF Vestsjælland, og ikke mindst da han designede og lavede DOF Vestsjællands hjemmeside. Siden lavede han en lignende hjemmeside for DOF Fyn og DOF Storstrøm, der havde fået øje på hans talenter. Søren var også en af initiativtagerne til Club 300.

Samværet med Søren var altid spændende og også sjovt. Han var både til de dybe samtaler, men også til de mere hverdagsagtige, hvor han flittigt brugte mange pudsige og finurlige udtryk, som fx ”han må have drukket af natpotten”, men også meget kærlige, som når han omtalte kvinder for ”min due” eller ”min blomst”.

Søren var også en god kok, der nød at lave mad til os, når vi besøgte ham. Han serverede gerne te for os i sit 6-kantede tehus, som han selv designede og byggede af genbrugsmaterialer. Vi havde indtryk af, at han også bidrog til et godt naboskab, hvor han boede.

Søren var en rigtig god ven, og vi er taknemmelige over, at have kendt ham.

Vi vil savne ham, når vi søndag i efterårsferien laver den årlige vågetælling på Stigsnæs, som vi gennem mange år har lavet sammen. Søren vil blive husket af mange af os lokale vestsjællandere, men også af ornitologer fra det ganske land.

Æret være hans minde.

Bent og Lene