Spætten trommer, og uglen tuder

Søndag den 18. februar 2018

De første tegn på det gryende forår begynder at kunne høres i disse uger - især i skovene

Af Carl Johan Corneliussen, Sorø

Nu begynder snart tiden med fuglesangens kor, men før den rigtigt kommer i gang, og skovene grønnes, kan man om dagen høre spætternes trommen og om aftenen og natten uglernes tuden.

Vestsjælland er egentlig lidt fattigt på spætter. Der er masser af Stor Flagspætte, men de fleste andre arter mangler i området.

 

Store buer

Stor Flagspætte er derfor den, som mest gør sig bemærket i den bladløse skov på denne tid. Langt væk kan man høre den hurtige trommen på en udgået gren eller stamme. Det er ikke redehullet, den er ved at hugge ud. Det er dens måde at markere sit territorium på. Nogle gange afløst af dens markante kald og med lidt held ser man den også flyve i store buer over engen.

Man kan opleve den stort set alle steder i Vestsjælland, hvilket ikke er tilfældet med eksempelvis Grønspætte, der er i Jylland og på Fyn, men ikke på Sjælland. Det samme gælder de mere sjældne arter som Mellemflagspætte, der ikke er set siden 2015 og da i Draved Skov i Sønderjylland, og Tretået Spætte ses også meget sjældent i Danmark. Der har været tre fund siden 1968, alle i Nordjylland.

 

Som en Musvit

Til gengæld kan man være heldig at se den kun Musvitstore Lille Flagspætte i Vestsjælland. Den er faktisk set flere steder i vores lokalområde. Skal man være heldig at se den, skal man til Gyrstinge Sø ved Ringsted eller Tamosen nede ved Susåen. Den er også set ved Langesø Mose på Korshage og ved Kongemose ved Store Åmose. Dens trommen er længere og hurtigere end Stor Flagspætte.

Sortspætte er ikke set med sikkerhed i Vestsjælland i noget tid, men kører man en lille smut ind i Storstrøms lokalafdeling, så kan der være bingo. Den er nemlig set i Hesede Skov, Kastrup Skov og Haslev Orned.

 

Som en krage

Når man hører den, er man næsten ikke i tvivl. Dens trommen er så markant, at man øjeblikkeligt standser og lytter, når man hører den. Den får nærmest hele skoven til at runge med sin op til fire sekunder lange trommen. Det samme er Sortspættens kald med sit markante kly-kly-kly. Det er som et skrig i skoven, og en stor oplevelse at høre. Dertil er det en enormt flot fugl. Stor som en krage og sort, kun med den røde nakkeplet.

Når man så har været ude og høre spætterne og er hjemme igen, så er det tid til en aftentur for at høre uglerne.

Lydløst som flyvende ånder flyver de rundt i skoven i mørket og fanger mus. Men stille er det ikke, når de tuder eller kalder.

 

Taler sammen

Hvis man er heldig, kan man også ane uglen som en silhuet mod aftenhimlens skyer, når den sidder på en gren.

Natuglen er meget aktiv i denne tid. Der tudes og markeres, for nu er det tid til at få gang i ynglen og fortælle de andre, at her regerer den.

Hannen tuder, og hunnen siger kivek-kivek. Hannens tuden høres langt væk i mørket og nogle gange, som i Sorø ved søen, kan man få indtryk af, at de taler sammen, når de afløser hinanden i tuden henover søen.

Natuglen er vores almindeligste ugle og meget udbredt i Vestsjælland også. Den yngler desuden gerne i redekasser, og kan være en hyggelig beboer. Vi har selv en kasse i haven og har haft tudende ugler i haven i flere år, men endnu ingen unger i kassen.

Natuglen lægger allerede gerne sine æg i februar, så der er ikke noget at sige til al den tuden i disse uger.

 

Tilbagetrukket

Der er to andre ugler, som er forholdsvis almindelige i Vestsjælland. Det er Skovhornugle og Mosehornugle. Begge ugler har et ret anderledes kald end Natugle, og optræder også anderledes. Skovhornuglen er det seneste år set mange steder i regionen som Hagbards Høj ved Ringsted, Agersø, Hovvig, Korevlerne og Trelleborg golfbane. Den lever mere tilbagetrukket end Natugle og yngler i april, men kan af og til om vinteren ses i flokke, der overnatter sammen i et træ.

I modsætning til Natugle og Skovhornugle kan man opleve Mosehornugle i dagtimerne flyvende lavt over enge. Desuden kan den opleves ret aktiv i foråret ved ynglepladsen, når den laver vingeklask og kredsflugt. Den er dog nu en sjælden – ikke årlig - ynglefugl i Danmark. Til gengæld ses den ret almindeligt i træk- og vintertiden.

Sangen er ikke så markant og let genkendelig som Natugle. Ligesom Skovhornugle lægger den også først æg i april.

 

Grusgrave

Perleugle er set nogle gange på Vestsjælland siden år 2000. Senest i 2013 på Omø og i 2014 ved Veddinge Bakker.

Men udover sidste års besøg af en Høgeugle, har Vestsjælland ikke glæden af andre uglearter. Stor Hornugle skal man til Jylland for at opleve. Der er ellers grusgrave nok i Vestsjælland, hvilket er et af artens foretrukne ynglesteder, men den er ikke registreret på Sjælland siden, at den blev udryddet i slutningen af 1800-tallet.

Ligesådan er der heller ikke set eller hørt hverken Slørugle eller Kirkeugle. Dem må man også til Jylland for at opleve.

Men så må vi glæde os over natuglernes tuden i vinter- og forårsnatten. Det er nu også en hyggelig oplevelse og bekræftelse af, at der er noget stor natur derude i kulturlandskabet.

Og som altid skriv gerne observationerne i DOFbasen, så andre kan have glæde af dem.