Forårsbebudere på fuld tid

Onsdag den 24. januar 2018

Sanglærke, Stær og Vibe bliver i stort tal i landet vinteren over. Varmere vintre og adgang til føde er en del af årsagen

Af Carl Johan Corneliussen,  Sorø

Har man bare omkring 50 år på fødselsattesten, kan man sikkert huske barndommens glæde, når forårsbebuderne dukkede op i februar og marts.

Når man pludselig kunne høre en Sanglærke over marken, lyste det hele nærmest op, selv om det kunne være en nok så grå februardag. Eller når man første gang pludselig hen over engen hørte en Vibes pudsige kald og så de blafrende vingeslag, som ligner en avis, der er fanget af vinden.

Og ikke mindst, når en Stær pludselig gik i den klare tidlige forårssol på græsplænen med sin vuggende gang. Nej, det var da ikke en Solsort. Det var faktisk en Stær. Nu var foråret for alvor på vej.

Jeg har stadig min første fuglebog - Politikens Fugle i Farver i udgaven fra 1975. Jeg kunne den nærmest udenad, undtagen vadefuglene. Det var nok mest, fordi jeg ikke kom i nærheden af steder med vadefugle, da jeg var ni år.

 

Første trækfugl

Men slår jeg op under Sanglærke, så står der, at den er vores næstalmindeligste fugl og den første trækfugl, der kommer hertil.

Det var tider. Der var kolde vintre. Man kunne være heldig at opleve et isdækket Øresund dér, hvor jeg boede, og så var lærken en trækfugl. Det er den for så vidt stadig, men kigger man i DOFbasen, så skulle man ikke tro det. Der er nærmest ikke den landsdel, hvor den ikke er noteret i basen fra 1. december og frem.

 

Fra Spanien

Kigger man efter Vibe, så er det fuldstændigt det samme. Hele landet har viber registreret. Nogle steder i store flokke. I Vestsjælland er den blandt andet registreret i begyndelsen af januar i Lille Åmose, Tamosen og Borreby Mose.

Ser jeg i Fugle i Farver, så står der, at de første viber kommer fra Spanien og Frankrig i midten af februar og forlader landet i september. Det lader ikke til, at alle er taget med til de sydlige himmelstrøg.

Stæren kan heller ikke finde ud af at komme afsted. Den er naturligvis ikke ved redekasserne i de kolde og mørke måneder, men der er nærmest sort sol over hver lokal rørskov. I Sønderjylland kan man opleve tusindtals store flokke, og på Vestsjælland er stæren blandt andet set i pæne flokke i Kongemose, ved Tissø Enge og ved Hovvig.

 

Vejrfugle

Stærene burde ellers, som det hedder i Fugle i Farver, først dukke op i februar fra vinterkvartererne i Sydengland, men mange af dem bliver her.

Når jeg skriver mange af dem, så er det naturligvis, fordi mange af alle tre arter faktisk er rejst til de varme lande. Men både Sanglærke, Vibe og Stær er det, man kalder for vejrfugle. Det vil sige, at hvis vejret er godt nok, og der er føde at finde, så bliver de i landet.

Der er jo ingen grund til at flyve langt væk, hvis der er føde nok.

Alligevel tænkte jeg, at det var værd at høre hos DOF, hvad årsagen er, til at der er så mange af forårbebuderne, som i år har valgt at blive vinteren over.

Det venlige svar var, at hvis det ikke er for koldt vejr, og der er føde nok, så handler det for fuglene om at være i nærheden af ynglepladsen, så de kan få de bedste pladser, når yngletiden skal til at begynde. Og bliver de her i landet, så er de her jo, før de andre kommer tilbage fra de varme himmelstrøg.

Bliver det så pludselig meget koldt, og føden bliver svær at finde, så letter de og flyver lidt sydpå, indtil vejret vender igen.

 

Flyttet mod nord

Kommer der en hård vinter, så smutter de formentligt alle sammen, men ikke i de varme vintre. Og i det lange løb, så er det faktisk klimaforandringerne, der spiller en rolle.

Der kan være udsving fra år til år, men i det lange løb viser tallene, at klimaforandringerne har flyttet overvintringspladserne længere mod nord.

Så vi skal nok vende os til, at de klassiske forårsbebudere mere eller mindre bliver standfugle.

Til gengæld kan det være, at nogle andre bliver de nye forårsbebudere. Det vil tiden vise, hvis man da ikke allerede skal kåre Gransanger til en af dem, for den er en af de første trækfugle, man hører i det tidlige forår med sit tjif, tjaf, tjif, tjif, tjaf i hvert et træ.