Vinteren er til spændende hav-obs

Fredag den 12. januar 2018

Tag varmt tøj på, teleskopet på skulderen og varm kaffe på kanden og stik så på hav-obs. Der er meget godt for den tålmodige

Af Carl Johan Corneliussen, Sorø

Vinteren er sæson for gæster fra nord og flere af dem hører til på havet. Det betyder mulighed for spændende dage med afsøgning af horisonten fra en klit på især de nordvendte kyster.

Man kan også køre uden for Vestsjælland og tage turen til Gilleleje og langs kysten hen til Hundested, hvor der kan være gode arter at finde ved Børstrup Hage eller Kikhavn også.

 

Scanne horisonten

For at se hav-obs er man næsten nødt til at bruge teleskop. Fuglene ligger gerne og vipper op og ned på bølgerne langt ude eller flyver lavt over havoverfladen og skal spottes i en scanning med teleskop hen langs horisonten.

Faktisk kan det være rigtigt spændende at stå nogle stykker og scanne havet for Havlit, Kongeederfugl eller måske en kjove eller stormsvale alt afhængig af vejr og vind. Arter, som yngler i polaregnene eller på øer ude i Atlanten, men kan ses på trækket eller ved tilfældige besøg i vintertiden.

 

De gode steder i Vestsjælland

I Vestsjælland er der en række gode steder, hvor man kan se mange forskellige havfugle i vinterhalvåret næsten uanset vejret.

Hvis man skal nævne dem fra øst mod vest, så er der Korshage, Kysten ved Sandflugtsplantagen, Klint, Lumsås Nordstrand og Gniben helt ude på spidsen af Sjællands Odde. Lidt nede i Storebælt er Røsnæs og Reersø faktisk også gode steder.

Kigger man lidt på sidste vinter, så var det ikke helt dårligt i Vestsjælland. Ud over de klassiske andefugle som Ederfugl, Sortand, Fløjlsand og Havlit, så blev der set Kongeederfugl ved Røsnæs og Kysten ved Sandflugtsplantagen, Nordisk Lappedykker ved Korshage og Bjergand ved Kysten ved Sandflugtsplantagen. Ligeså blev der set Brilland ved Lumsås Nordstrand i marts.

I Alkefuglenes familie var der mange steder både Alk, Lomvie og Tejst at se på havet.

 

Sodfarvet Skråpe

Omkring nytår 2016/2017, hvor vi havde haft julestormen, dukkede de mere ualmindelige nordatlantiske havfugle også op. De heldige fik set Sodfarvet Skråpe ved Gniben og Korshage. De fik også set Stor Stormsvale, Mallemuk og så en vældig masse Suler. Denne fantastisk flotte fugl, der flyver i vældige buer over havet og dykker storslået i bølgerne. Dertil var der Mellemkjove, Ride og Kaspisk Måge.

 

Islom

Lommerne holdt sig heller ikke tilbage. Der var faktisk Islom. Denne fugl med det særlige kald, der er blevet benyttet i gyserfilm, fordi det har en helt speciel klang. Men det blev også til Sortstrubet og Rødstrubet Lom.

For de, der var heldige og tog til den anden side af Isefjorden til Asserbo Strand på det rigtige tidspunkt, var der også den sjældne Amerikansk Sortand, ligesom Alk, Tejst og Lomvie var hele vejen langs kysten.

Omkring og på Gilleleje Havn blev der også i en rum tid observeret Gråmåge, Hvidvinget Måge, Kaspisk Måge og Ride. Kaspisk Måge holder også til ved Reersø Havn.

Der er med andre ord lagt op til nogle fantastiske oplevelser langs de nordvendte kyster.

 

I den seneste tid

Lige i de seneste måneder er der spottet Ride, Alk, Tejst, Havlit, Rødstrubet Lom, den sjældne Hvidnæbbet Lom, Bjergand, Sortand, Fløjlsand, Kongeederfugl og Sule ud for Korshage. Så der er nok at tage på tur efter.

Der er kun at sige god fornøjelse og husk det varme tøj. Hellere for meget end for lidt. Man kan altid lægge den ene sweater i bilen, hvis det bliver for varmt. Og husk en vindtæt hue eller brug en jakke med hætte. Det giver meget kolde ører at stå i blæsten ved kysten.

Og når så du er hjemme i varmen igen, så tast endelig dagens observationer i DOFbasen. Så kan mange få glæde af dine observationer.