Når orkan bliver til stormfugle

Tirsdag den 28. november 2017

Er man på rette sted, når orkanen eller stormen rammer fra nordvest, så er der stormfugle i farvandet

Af Carl Johan Corneliussen, Sorø

Mon ikke der kommer flere storme eller orkaner i denne vinter? Herunder er nogle råd om, hvordan man kan være heldig at se stormfugle, når orkanen kommer.

De fleste af de såkaldte stormfugle færdes langt mod nord og vest ude i eksempelvis Norskehavet mellem Norge, Island og Færøerne. De søger føde som plankton, blæksprutter og fisk ude på oceanet og kommer kun ind til land for at yngle, og da er det på isolerede øer.

De er måske ikke alle direkte sjældne fugle i Danmark, men de færreste af dem er trods alt almindelige til hverdag, når man går en tur langs en nordvendt kyst.

 

Garvede ornitologer

Men når først stormen eller orkanen rammer fra nordvest, så er det på med det varmeste tøj og afsted. En stor oplevelse venter, og man står ofte sammen med garvede ornitologer, som venligt fortæller, hvad der dukker op over havets brusen, hvis man ikke lige selv kan se, hvilken art der er i kikkerten eller teleskopet.

Man kan være heldig at se den majestætiske Sule og de hurtige lavtflyvende Alk og Tejst om vinteren her i landet, men de regulære stormfugle kræver en god nordvest storm eller orkan for at dukke op langs den jyske vestkyst og Nordsjællands og Odsherreds nordkyster.

Helt optimalt bliver det, hvis vinden først har været kraftig fra sydvest, hvor der så er blæst fugle ind i Nordsøen, og de så bliver presset ind i Kattegat i takt med, at vinden skifter over i vest og videre til nordvest.

Fuglene tæller arter som stormsvaler, skråper, kjover og Mallemuk, Lunde og Søkonge. Nogle kommer lige før stormen - presset frem af den, andre midt i stormen og enkelte arter lægger sig på havoverfladen og venter og ses først lige, når vinden begynder at løje af.

 

Det rigtige tidspunkt

Men sikkert er det, at kommer man bare et døgn efter, at vinden har lagt sig, så er de væk igen. Det har jeg selv oplevet.

Fuglene går ikke ind over land, men følger den norske og svenske kyst ind i Kattegat. Så slår de et sving mod vest, når de kommer til Kullen og Helsingborg og farer forbi Gilleleje og Korshage for så at fortsætte mod nord langs Østjylland.

Hvis man vil se, hvad der kan ses i stormvejr fra nordvest, kan man gå ind og kigge på observationerne på DOFbasen den 27. december 2016. Da var Danmark ramt af en orkan.

 

De gode steder

Den dag blev der set arter som Mellemkjove, Almindelig Kjove, Storkjove, Stor Stormsvale og Sodfarvet Skråpe. Dertil blev der set Thorshane, Ride, Lomvie, Alk, Sule, Mallemuk og Rødstrubet og Sortstrubet Lom.

De gode steder, som de garvede står på, er eksempelvis parkeringspladsen vest for Gilleleje Havn og Børstrup Hage, som man kommer til ved at køre ad Sommervej fra Gilleleje op til vandtårnet ved badehotellet og så gå 300 meter tilbage mod øst af Gilbjergstien.

Dernæst står de ved Rågeleje og Kikhavn, ligesom en del står ved Korshage, Klint og Gniben.

Tag gerne et kig i fuglebogen inden turen, så der er lidt fornemmelse for arterne, når man står der. Men ellers vil jeg anbefale, at man stille og roligt spørger nogle af de garvede ornitologer på stedet, om de vil sige, hvad der dukker op. De plejer altid at være søde til det, og forklarer også ofte gerne, hvordan de kan se, at det er netop den og den art, der passerer.

 

Husk teleskopet

Når man tager ud for at se stormfugle er det som, når man skal se vadefugle. Man er nødt til at have et teleskop med. Ofte ses fuglene langt til søs, og det diskuteres blandt de tilstedeværende, hvad det er, man ser.

Men er man så først kommet ud til kysten på det rette tidspunkt og vejret er godt og stormen står lige på, så er det en fantastisk oplevelse med et hav fyldt med kæmpe bølger og skumsprøjt og fugle, der sejler på vinden og dykker i bølgedalene og dukker op igen, mens de passerer kysten.

God fornøjelse og tast meget gerne dagens observationer i DOFbasen bagefter.