Resultat af DOF-Vestsjællands vågeovervågning 2017

Mandag den 16. oktober 2017

Ingen sigt – ingen våger

Kaffe og småkager var der god tid til, da de vestsjællandske ornitologer i dag den 15. oktober 2017 havde arrangeret vågeovervågning ved Vestsjællands kyster mellem kl 11 og 14 – i øvrigt for 16. år i træk. Det bedste man kan sige om resultatet er, at det nu er dokumenteret, at der ikke trækker nogen våger ud ved hverken Reersø, Storebæltsbroen eller Stigsnæs, når sigtbarheden falder til periodevis under 100 meter, og vinden i øvrigt går i syd og sine steder i Storebælt nærmer sig 9 meter i sekundet. For sådan udviklede dagens vejr sig nemlig – i øvrigt i skærende kontrast til vejrudsigten, som havde lovet opklaring fra middagstid og svag sydvestlig vind.

Men nu er det faktisk sådan, at fuglefolket netop gennemfører disse registreringer ved Storebælt for indenfor de næste 100 år at kunne sige noget mere præcist om, under hvilke vejrmæssige forudsætninger, våger og andre rovfugle vælger at krydse det for disse så inkarnerede landkrabber så frygtindgydende Storebælt.

Og her giver dagens resultat nyttig viden. Men selv om et nul – for det blev et nul hvad angår trækkende musvåger ved alle tre observationsposter – videnskabeligt set er mindst lige så vigtigt som f.eks. 900, så er det altså uligt sjovere at tælle til 900 end til 0. Det måtte fuglefolket ærligt indrømme, da de skiltes ved 14-tiden efter tre timers udsigt til noget, der mest af alt mindede om tåge – når det altså ikke lige skiftede til finregn.

Men alle er klar til at tage en tørn igen på samme tid og sted næste år – og de næste 83 igen, så vi når op på 100 i alt. Det gør det – som trækkoordinatoren siger det med et glimt i øjet – nemlig lettere at regne med procenter.

De fleste havde ellers i år sat næsen op efter fint trækvejr, idet udsigten til opklaring efter nogle dage med gråvejr ville have betydet god termik - altså det fænomen, at sol-indstrålingen varmer jorden så meget op, at luften lige over jorden også bliver varm og begynder at stige til vejrs. De store rovfugle udnytter disse ’elevator-strømninger’ til i adstadig kredsflugt at blive løftet højt til vejrs, hvorefter de på stive vinger kan svæve adskillige kilometer – ja måske ligefrem krydse Storebælt.

Studerer man imidlertid vejrberetningerne fra de nærliggende vejrstationer Tystofte og Flakkebjerg, som måler solindstrålingen time for time, kan man tydeligt se, at dagen i dag ikke var med hverken vågerne eller ornitologerne. Solindstrålingen nåede med det yderste af neglene kun lige op over 100 watt/m2 ved 13-tiden – og erfaringerne fra tidligere år viser, at energi-indstrålingen skal være i hvert fald det dobbelte før det batter noget og aller helst 3-400 watt/m2, som den var det i rekordåret 2014 med 900 udtrækkende våger ved Storebæltsbroen og 1500 ved Stigsnæs.

Så altså her endnu en underbygning af den viden, ornitologerne er ved at bygge op om vågetrækket over Storebælt.

Meget bedre blev det så ikke af, at vinden gik i syd, og i hvert fald ved Omø Fyr tiltog til op imod 9 meter i sekundet i styrke. Igen siger erfaringerne fra tidligere år, at vestlige vinde på helst ikke mere end 3-4 meter i sekundet er det, vågerne foretrækker. Sidste weekend, hvor vinden stod i vest og trækvejret i øvrigt artede sig fint, trak således ifølge DOF-basen, som er ornitologernes fælles og offentligt tilgængelige database for fugleobservationer, over 3000 våger ud ved Røsnæs, over 1000 krydsede Omø ud for Stigsnæs og op mod 500 tog turen ud langs Storebæltsbroen.

Det manglende vågetræk gav de fremmødte ornitologer og gæster god tid til at kigge efter også andre fugle – men igen generede den dårlige sigt. Ved Flasken ved Reersø blev det dog til en fin oplevelse med en gammel (det vil sige udfarvet) Vandrefalk, der gjorde lidt udfald mod områdets fjerede skabninger, samt et par Musvåger og Tårnfalke, som dog ikke gjorde tilløb til at trække overhovedet. 

Derudover huserede 200 Grå- og 100 Bramgæs i området tillige med en enkelt Gravand, der ikke var rejst af landet endnu, og som havde selskab af en Hvidklire, 400 Viber og 60 Stære samt flokke af både Stormmåger og Svartbag (hhv. 500 og 10).

Ved Storebæltsbroen smuttede fire Dobbeltbekkasiner ud langs broen – tilsyneladende uanfægtede af den ringe sigt, og i de første observationsminutter faktisk også to Spurvehøge, der dermed blev de eneste reelt trækkende rovfugle den dag på alle tre poster. En enkelt Bjergvipstjert, der gjorde et halvhjertet udtræksforsøg og et højt kaldende, enligt Lille Korsnæb satte lidt kolorit på dagen. Derudover også et svagt, sydgående træk af Engpiber (18 i alt ), Bogfinke (47) og Stær (97), ligesom nogle småflokke af både Stillits, Tornirisk og Bjergirisk flakkede om i området tillige med en enkelt Rørspurv og en Gransanger. 4 Sanglærker kom ind på returtræk efter sikkert at have stiftet bekendtskab med tågen ude langs broen. Som et nu nærmest årligt tilbagevendende kuriosum holdt 3-4 Skærpibere til blandt strandens store sten og opskyl. Og i dagens løb blev det da også til en god snes forbitrækkende Bramgæs - et tal, der mangedobledes efter den officielle observationsperiode, hvor en midlertidig opklaring fik flere hundrede Bramgæs på vingerne ude ved Lejsø, og hvoraf flere tydeligvis trak bort.

Ved Stigsnæs sås faktisk også lidt rovfugle, nemlig 3 Spurvehøge og 4 Musvåger, men de holdt tydeligvis blot til i området. Det største udtræk stod Ringduerne for med i alt 55. 47 Stære og en enkelt Engpiber fulgte dem på vej. Også her viste den allestedsnærværende Bramgås sig – faktisk med 165 eksemplarer i alt.

Yderligere info: Henrik Wejdling, 51 26 90 56

Kurve over solindstrålingen ved Flakkebjerg i timerne op til og under observationerne. Kilde: DMI’s hjemmeside.