Rovfugletrækket er stadig i gang

Tirsdag den 26. september 2017

Stigsnæs, Korshage, Stevns og Falsterbo er stadig i oktober gode steder til rovfugletræk

 

Af Carl Johan Corneliussen, Sorø

Trods de gulnede blade og mørke morgener er der store oplevelser i de kommende uger, når dele af rovfugletrækket topper på lune oktoberdage.

 

Stigsnæs Færgehavn og Borreby Mose

Ser vi først på Stigsnæs Færgehavn her i Vestsjælland, hvor man har et af de bedste steder til rovfugletræk om efteråret, så var der eksempelvis i oktober 2016 pænt med trækkende rovfugle, viser indtastninger i DOF-basen.

I løbet af den første uge blev der set flere hundrede Musvåge, tocifrede antal Rød Glente og både Tårnfalk, Spurvehøg, Lærkefalk, Vandrefalk, Fjeldvåge og Rørhøg. Hen på måneden var der igen mange Musvåge og en del Spurvehøg og Havørn, som viste sig over trætoppene ved Stigsnæs Færgehavn.

Er man alligevel på de kanter, kan et smut til Borreby Mose være spændende. For øjeblikket holder nogle Fiskeørne til ved mosen og sender ænderne på vingerne med jævne mellemrum.

 

Rørvig-området

Tager man til den anden ende af Vestsjælland og besøger Rørvig- området med Korshage som et godt sted, så er der igen gode chancer. Dér var der ikke så mange i antal sidste år, men igen et pænt antal arter domineret af Musvåge, Spurvehøg, Tårnfalk, Vandrefalk, Blå Kærhøg og Fjeldvåge.

 

Mandehoved på Stevns

Er man frisk på en lidt længere køretur og tager uden for Vestsjælland til Mandehoved på Stevns, så viser DOF-basen, at der er mulighed for nogle super gode dage. På en klar dag kan man fra Mandehoved se over til Falsterbo, som nærmest fodrer Stevns med trækfugle i højsæsonen.

Der kommer mange arter og i nogle tilfælde rigtigt mange på samme tid.

Artslisten viser Dværgfalk, Vandrefalk, Lærkefalk, Tårnfalk, Hvepsevåge, Fjeldvåge, Sort Glente, Blå Kærhøg og over hundrede Rød Glente på samme tid og ligesådan omkring hundrede Musvåge på en gang. Med andre ord kan en times kørsel mod øst fra Vestsjælland give store oplevelser i oktober.

 

Falsterbo og Ljungen

Vil man så opleve det helt vilde, så skal man holde godt øje med vejrudsigten for Falsterbo.

Der er godt nok omkring to timers kørsel fra Vestsjælland til Falsterbo på sydvestspidsen af Skåne, men på en god dag er det en oplevelse for livet. Tag sammen nogle stykker, så bliver det både hyggeligt og billigere i broafgift. Og i weekenden sælges herlige hjemmebagte kanelgifler og kaffe i fyrets butik fra kl. 9 til kl. 13.

Hold øje med koldt klart vejr. Det skal blive en kold klar nat og derefter en dag med sol. Hvis der tilmed nogle dage op til har været regnvejr, er det helt optimalt.

Når så solskinsdagen oprinder, skal man som sædvanlig begynde med det generelle træk ved Fyret, hvor den kendte fugleguide P-G frem til den 22. oktober fortæller om, hvad der kommer flyvende forbi. Omkring kl. 12 skal man være på plads ved Ljungen. Det er den store lyngslette, man kommer til lige før rundkørslen, hvor man kører mod campingpladsen og Falsterbo. Langs birketræerne ved campingpladsen stiller man sig og venter sammen med alle de andre, der ved, at sådan en dag kan blive stor.

Og så kommer rovfuglene i massevis. Der er observeret omkring 10.000 Musvåge på sådan en dag. Fantastiske sværme skruende højt over terrænet løftet af den opstigende varme luft fra Ljungen. Dertil er der set masser af Rød Glente og mange andre.

Med andre ord - det er stadig muligt at få en storslået trækdag i oktober, selv om det er ved at være køligt, og mange trækfugle for længst er taget sydpå.

God fornøjelse.