Stærene har lagt æg på Flommen

Mandag den 8. maj 2017

Stik mod al forventning har i hvert fald et par stære valgt at flytte ind i en af de ny-opsatte kasser under Projekt stære ved Flommen allerede første år

 

Af Carl Johan Corneliussen, Sorø

 

Der er jo opsat 10 kasser, og i forvejen er der i hvert fald to par stære, som ser ud til at yngle i naturlige huller. Et par på Flommen og et par lige ved Videncenteret.

Men at der så også allerede første år skulle være et par, som kastede sig over en af kasserne, er lidt af en overraskelse, for egentlig har det stået sløjt til med stære på Flommen de senere år.

Derfor er det også ekstra spændende at se, at der også fra nogle af de andre kasser er fløjet stære ud, når vi har været ude og tjekke kasserne for æg.

I skrivende stund er der seks æg i den ene kasse, og de kommende dage vil vise, om der skulle komme flere i de andre kasser, for der er næsten færdige reder i flere af dem.

Under alle omstændigheder er det planen, at stæreungerne skal ringmærkes, når de har en passende alder.

På Naturstyrelsen Storstrøms Suserupgård har vi ikke været så heldige endnu. De 10 opsatte kasser på området er også blevet tjekket to gange, men der har kun været lidt strå, som dog kan tyde på besøg af stære, men ikke nok til at være færdige reder.

Der er stære i området, men de skal lige vælge at bosætte sig, og det har de altså ikke gjort endnu.

Stærekasserne følges tæt i samarbejde med Henning Heldbjerg, der er ved at lave en erhvervs-Phd. om stæren i regi af Dansk Ornitologisk Forening.