Nyt fuglefagligt magasin fra DOF

Tirsdag den 6. marts 2012

I DOF er vi i gang med at udvikle et nyt feltornitologisk website af høj faglig og æstetisk klasse. Navnet på det nye magasin bliver Pandion.

Pandion bliver ikke som et almindeligt trykt magasin. Pandion bliver noget anderledes. Det kommer til at indeholde artikler om sjældne fugle, feltbestemmelse, rejser, personportrætter, viden fra DOFbasen, nyheder fra DOF’s videnskabelige projekter og et væld af topaktuelle nationale og internationale nyheder. Fordi magasinet er digitalt, vil der også være mulighed for at lægge videoindslag på artiklerne, ligesom det får et stort fotoarkiv. Som noget helt nyt er der også mulighed for live streaming fra webcam. Der bliver også muligt at søge i et arkiv af gamle artikler fra Fugle i Felten, få information fra det nye DOF Bird Message Service og skrive kommentarer til artiklerne. Alt dette bliver præsenteret, lige netop når det er produceret færdigt. Det hele bliver selvfølgelig præsenteret i en form, der prioriterer de æstetiske oplevelser med fugle meget højt.

Sidste udgave af Fugle i Felten
Det er ofte sådan, at når noget nyt kommer til, forsvinder noget gammelt. Sådan er det også denne gang. Når Pandion går i luften i starten af april, er det samtidig sidste gang, at det ene af DOFs to magasiner, Fugle i Felten, udkommer.  Fugle og Natur fortsætter med at udkomme som altid. Det betyder dog ikke, at indholdet fra Fugle i Felten forsvinder. Pandion får den samme type indhold, bare med mange flere muligheder. Og gamle artikler fra Fugle i Felten kommer til at ligge i Pandions arkiv.

Pandion på iPad
Selvom det nye magasin kommer til at ligge på nettet, så behøver du ikke kun læse det nye magasin ved computeren. Pandion kan også læses både på smartphone og på tablet som for eksempel iPad. Har du sådan en, kan du læse Pandion i din lænestol, på terrassen, i felten eller hvor du plejer at læse bladet.

Sådan får du adgang
Pandion vil blive forbeholdt DOF’s kernemedlemmer. Det er de medlemmer, der betaler for det ’store’ medlemskab og som hidtil har fået både Fugle og Natur og Fugle i Felten samt, efter ønske, DOF’s tidsskrift. Der vil være en lille del af Pandion, der er åbent for alle, og en stor del, der kræver medlems-login. Hvis du er kernemedlem, så skal du holde øje med det sidste nummer af Fugle i Felten, der udkommer i starten af april. Inde i bladet får du nemlig en grundig gennemgang af, hvordan du bruger Pandion, men endnu vigtigere vil der på bagsiden være trykt brugernavn og adgangskode til det nye magasin. Det skal du bruge, når du fremover logger ind for at læse artiklerne.

Ny redaktør
Som ny redaktør for Pandion har DOF ansat Iben Hove Sørensen. Iben er uddannet biolog fra Aarhus Universitet med speciale inden for ornitologi. Hun har været medlem af DOF i 15 år og har været engageret i flere af foreningens frivillige aktiviteter.

Her får du en snigpremiere på det nye magasin. Du kan se meget mere i den næste udgave af Fugle i Felten.